How Rumba learned to love the trailer again

hest i trailer

Da jeg fik Rumba, gik hun lige direkte i trailer. Hun nærmest LØB ind i den. Efterfølgende tog jeg til en masse stævner og havde ingen problemer overhovedet. Var en af de der irriterende typer, som læssede på 10 sekunder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at overveje, hvordan jeg skulle få den hest i trailer igen.

Så fik jeg den geniale idé, at jeg ville begynde at tage til stævner alene og derfor skulle kunne læsse alene. Derfor tog jeg traileren på en dag og begyndte at øve mig i at stille hende op og efterfølgende nå ned at lukke bommen, før hun kunne få gode ideer om at bakke ud igen. Det endte med, at jeg bare kunne sende hende derop alene og lukke fint i. Det øvede jeg så et par gange, indtil jeg af en eller anden grund fik pillet alle bommene af og væggen væltede ned over hende.

Bum. Så havde jeg en hest, der nægtede at gå i trailer. Vi prøvede alt. Longe om røven, hingstekæde, mad, tid, jamen alverdens tricks. Og Rumba stejlede bare højere og vildere for hver gang. Jeg var ulykkelig – hvordan skulle jeg nogensinde få den hest i trailer igen?

Min redning blev min tidligere springpart, Nicoline, som er jordens mest tålmodige menneske. Hun lærte først Rumba at flytte sig for en pisk. Til siden, bagud, frem. Stille og roligt. Så brugte hun ellers timer foran traileren, hvor hun bare prøvede at få Rumba til at tage et enkelt skridt op. Hvis hun skød bagparten ud eller hoppede ved siden af, korrigerede hun med pisken og hvis det ikke lykkedes, var det bare forfra igen. Til sidst fik hun hende til at tage alle skridtene op i traileren. Vi fandt ud af, at hvis jeg stod oppe i traileren ved krybben med godbidder, gik hun hurtigere op og blev der i længere tid. Men hun fik altid lov til at gå ud, når hun ville. Ikke noget med at lukke bommen. Og sådan trænede vi i flere uger…

Idag kan jeg læsse selv. Jeg går op med hende, har i forvejen fyldt krybben med æbler, så hun ved, at der HVER gang venter hende en belønning deroppe. Når hun så går i gang med at spise, går jeg ned og sætter væggen på plads og lukker bommen. Når hun skal ud igen, lukker jeg bommen op og griber tovet, når hun når til rampen.

xx Line

 

Rumba had always been easy to load into trailer. One day I unfortunately dropped the center wall on her and she got very scared. She refused to go anywhere near the trailer after that accident. My friend Nicoline, who’s the most patient person in the world, had some experience in trailer loading and taught her to love it again.

Nicoline started out by making sure, that she could “move” Rumba when touching her lightly with a stick. From side to side, backwards, forwards… She would spend hours by the trailer just trying to get Rumba to take a single step into the trailer. Eventually she got her all the way into trailer and we realized that if one of us were standing in the front of the trailer ready with treats, Rumba would walk faster and stay up there longer. But she was always allowed to go back if she wanted to. Today I can take her up by myself. I always place a huge amount of apples in the trailer crib, and when she starts eating, I can leave her and shut the barrier.

Speak Your Mind

*