Muk behandling hest – midler mod muk

Muk behandling hestMuk behandling af hest og midler mod muk er en jungle at finde rundt i. Det kan jeg sige med sikkerhed efter, at Rumba har fået muk. Rådene mod muk er nemlig utroligt mange og meget forskellige. Vigtigt af alt – de er samlet i denne artikel. 

Hvad er muk?

Muk er en samlet betegnelse for infektion nederst på benene forårsaget af bakterier, svampe, mider eller dermatophilus congolensis. Muk hos heste er en eksemlignende tilstand. De første symptomer overses ofte, da små, ikke-blødende skader med kun lidt hævelse kun opdages ved meget grundig pasning og pleje af hesten.

Når infektionen er etableret ses hævelse og serumudsvedning. Der ses typisk skæl og skorpedannelse i området. Muk kan være både tør og våd. Heste får muk, fordi der opstår en kronisk beskadigelse af overhuden fra og med piben og nedefter. Hudens normale forsvarsbarriere er blevet ødelagt ved små sår, sprækker eller kemisk påvirkning af huden, så naturligt forekommende mikroorganismer på benet får mulighed for at etablere sig i vævet.

Hvilke heste får oftest muk?

  • Heste med hvide ben (Rumba får KUN på det ene hvide ben, hun har)
  • Heste, som opholder sig meget i fugtige områder er mere udsatte
  • Heste, der står i dårligt strøede bokse
  • Heste med dårligt vedligeholdte folde med sten og andet, som giver småskader på hestens ben

Behandling af muk – afvaskningen 

De fleste er enige om, at det gælder om at vaske mukken og fjerne muk skorperne. Men det er forskelligt, hvilket produkt, der anbefales.

– Spul hestens ben eller lad benet stå i blød, så du kan nulre muk skorperne af. Nogle heste kan være meget ømme, når muk skorperne fjernes. Det bliver de især, hvis du er for hårdhændet og ikke har blødgjort muk skorperne tilstrækkeligt, inden du nulrer dem væk.

– Skyld så muk benet med rigeligt rent vand og tør grundigt – gerne med hårtørrer eller køkkenrulle. Ved heste med langt hovskæg kan det være en fordel at klippe hovskægget.

Du kan vaske muk med:

  • Klorhexidin-holdig sæbe som Mediscrub eller Hibiscrub
  • Triclosan-holdig sæbe som Sporal D
  • Virkon S
  • Sepacil
  • Blå Biotex (meget omdiskuteret produkt mod muk, men sæben skulle indeholde et enzym, der er særligt god til bekæmpelse af muk)
  • Iobac.

TIP Hvis muk skorperne sidder særligt godt fast, kan du smøre med helosan, komme husholdningsfilm tæt rundt om, vet flex bandage (kan købes hos dyrlægen) udover og lade hesten stå med det i et døgn. Når du så piller vet flex bandager og husholdningsfilm af, er muk skorperne bløde og lige til at få af, uden man kommer til at rive hul.

Eller lade muk skorperne sidde

Nogle sværger til en muk behandling, hvor de lader muk skorperne sidde og blot renser mukken med vand, lader det lufttørre og påfører jod eller klorhexidin til sidst.

TIP Du kan også bruge Matas’ salicylsyre salve, der ætser de gamle skorper i løbet af en times tid uden brug af vand. Salven skader ikke den raske hud, men lad alligevel være med at smøre på andre steder end det ramte område. Det skal siges, at jeg har testet denne behandling på Rumba, som blev meget irriteret – som om, at det gjorde ondt i såret. 

Middel mod muk hos heste

Når benene er tørre kan de muk angrebne hudområder smøres med en muksalve til hest eller andre præparater som:

  • Zinksalve mod muk
  • Honning mod muk
  • Blanding af zinksalve og honning  (1 dl zinksalve og 1 spsk. honning)
  • Blue hors Skinhealer mod muk
  • Atamon mod muk (opblandet med vand)
  • Jod mod muk
  • Klorhexidin mod muk
  • Socatil mod muk
  • Fusicort mod muk
  • Stalosan salve mod muk
  • Babypudder mod muk
  • Tea tree oil mod muk

Hvor slemt skal hestens muk være, før du tilkalder dyrlægen?

Hvis mukken spreder sig, hæver benet op, og hesten bliver halt eller får feber. Huden kan blive så betændt og fortykket, at den sprækker og væsker. Når hesten trænes bløder det fra sårene, og de bliver yderligere betændte. Risikoen for blodforgiftning øges, og derfor bør dyrlægen tilkaldes. Det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose, for at den mest effektive behandling kan sættes i gang. Derfor vil dyrlægen ofte tage en lille prøve fra sårene, som bliver analyseret – enten i mikroskop eller ved andre laboratorieteknikker.

Muk kan nemlig også skyldes Stafolycoccer, Streptococcer, Pseudomonas og Corynebakterier. Herefter bliver den egentlige medicinske behandling iværksat – ofte som en kombination af streptomycin og penicillin. Det kan tage flere måneder at behandle kroniske tilfælde.

Sådan forebygger du muk indefra

Heste, der mangler zink vil typisk være mere udsatte for hudsygdomme, så en intensiv kur med Micro Vital fra Hippolyt vil i mange tilfælde gøre, at du undgår mukken. Du kan også give zink tilskud, når hesten er ramt af muk.

Smitter muk hos heste?

Jeg hører tit folk stille hinanden spørgsmålet: Smitter muk hos heste? Og ja muk smitter hos heste. MEGET endda. Derfor skal du være meget påpasselig med håndhygiejnen, når du udfører muk behandling på din hest. Del ikke strigler, bandager og gamasher mellem flere heste og sørg så vildt muligt for at lade folde, hvor muk angrebne heste har gået, hvile i en sæson. Ellers risikerer raske heste at blive smittet med muk igennem jorden på den muk angrebne fold.

Hvad gør jeg med Rumbas muk?

Rumbas muk skorper er meget genstridige, så jeg vasker med med Hibiscrub hest, tørrer og smører med en blanding af zinksalve og honning og pakker benet ind med vet flex bandage. Det er lige det, som jeg synes giver mening og er et forsøg værd.

Jeg skal nok vende tilbage og fortælle, om jeg får succes med muk behandlingen. Det skal siges, at jeg har valgt at lade hende stå på boks nu for at undgå fugt og mudder.

Har du andre råd? Del dem gerne herunder!

 

Speak Your Mind

*